NyhederSpiritus

Cognac melder igen om rekordstor eksport

For fjerde år i træk kan Bureau National Interprofessionnel du Cognac (BNIC) melde om en rekordstor eksport målt på både værdi og i volumen. I 2018 voksede eksporten af Cognac således med 2% i både værdi og i volumen – svarende til en eksport af 204,2 millioner flasker cognac og en eksportomsætning på godt 24 milliarder kr.

Cirka 98% af den samlede produktion af Cognac bliver eksporteret. Grundlaget for den rekordstore omsætning kan igen i høj tilskrives en stadig stigende efterspørgsel efter Cognac på  det nordamerikanske kontinent og så i Fjernøsten.

Hele 44% af den samlede eksport af Cognac – svarende til 90,6 millioner flasker – blev i 2018 sendt til nordamerikanske kontinent, hvor USA fortsætter med at være det største enkeltmarked for Cognac med en import af 87,4 millioner flasker Cognac.

I samme periode nåede eksporten til Fjernøsten 60,1 millioner flasker (29,4% af den samlede eksport – en stigning på 5,6% og 3,7% i værdi). Her er det eksporten til hovedsageligt Kina (24,2 millioner flasker) og Singapore (27,2 millioner flasker), som har ført til stigning i eksporten.

Cognac nyder tilsyneladende ikke helt samme store interesse i Europa, hvor eksporten i 2018 faldt med 5,3% målt på antal flasker og eksportværdien faldt med 2,2%. BNIC forklarer faldet med “vanskelige politiske og økonomiske tider i Europa”.

Ser man på typen af Cognac, der eksporteres, så udgør VS omkring halvdelen af flaskerne og VSOP knap 40% af flaskerne. For begge typer var der en vækst i eksporten målt på volumen med henholdsvis 2,6% og 3,5%. Til gengæld faldt værdien af eksporten af de to typer med 0,3%. XO der tegnede sig for 11,5% af eksporten oplevede en vækst i volumen på 7,5% og en stigning i værdien på 6,3% i forhold til 2017.

Det bliver spændende at se om Cognac kan holde tempoet oppe i 2019. Der er basis for det, for på nye markeder, som Sydafrika, Vietnam og i Caribien har væksten været høj i det forgangne år – både når det kommer til antal solgte flasker og så prisen.

Vis mere
Annonce

Henrik Koudahl

WINEnews.dk er Henrik Koudahls blog om vin, øl og spiritus. Her skriver jeg om stort og småt indenfor vinens verden. Min passion er primært italiensk vin, men hvorfor gå glip af gode smagsoplevelser ved at begrænse sig?

Andre artikler

Back to top button