Dagligvarekæden Lidl har indgået et samarbejde med den erfarne engelske vinekspert og Master of Wine, Richard Bampfield. Det nye samarbejde betyder, at Lidls vinsortiment nu opgraderes i sit udvalg af kvalitetsvine yderligere. I 2020 rammer flere end 25 nye rød-, hvid- og rosévine fra bl.a. Frankrig, Spanien og Italien Lidls vinhylder, og som forsmag kommer tre nye vine i handlen allerede d. 17. oktober 2019.
”Jeg er begejstret for at begynde samarbejdet med Lidl og derigennem forhåbentligt nå ud til alle vindrikkere i Danmark og vise, at god vin ikke nødvendigvis behøver at være dyr vin”, fortæller Richard Bampfield.
Et samarbejde, som også Lidl Danmarks administrerende direktør, Dirk Fust, er spændt på at se resultaterne af: ”I Lidl arbejder vi hver eneste dag hårdt for at tilbyde kunderne den bedste kvalitet til den bedste pris. Vi er meget stolte af vores prisvindende vinsamling, og med det nye samarbejde med Richard Bampfield kan Lidls kunder forvente et endnu større sortiment af kvalitetsvine og endnu bedre vejledning”.
Som resultat af det nye samarbejde indfører Lidl nu et pointsystem, hvor Richard Bampfield vurderer vinenes kvalitet på en skala fra 0 -100. Det nye pointsystem skal gøre det lettere for kunderne at vurdere vinens reelle værdi.
International ekspert med kendskab til danske vin-vaner
Det er en rutineret vinekspert, Lidls kunder i fremtiden får glæde af. Richard Bampfield kan næste år fejre 30-års jubilæum som Master of Wine – en titel, kun knap 400 vineksperter i verden kan bryste sig af. Og selvom Richard Bampfield er englænder, har han et godt kendskab til danskernes præferencer indenfor vine.
“Første gang, jeg besøgte Danmark, var i de tidlige 1990’ere, og det er interessant at se, hvordan vinkulturen har udviklet sig siden da; vin er i dag en almindelig del af danskerne livsstil, og udvalget af vine hos danske forhandlere er et af de mest varierende i verden”, fortæller Richard Bampfield.
Richard Bampfield besøgte onsdag d. 18. september Kødbyen i København til et vin- og osteevent for danske vineksperter og -anmeldere med Lidl som vært. Her præsenterede han et udvalg af de nye kvalitetsvine, som snart kommer i Lidls vinsortiment.