Forsangeren i det britiske heavy metal-band Iron Maiden Bruce Dickinson, der er en passioneret ølentusiast, er ophavsmanden til den 6. øl i Iron Maidens egen TROOPER-serie af øl. Øl der alle er fremstillet i samarbejde med det engelske bryghus Robinson.
Øllen, der kommer til at hedde ”Sun and Steel”, er den første lagerøl i TROOPER-serien, og er samtidig en af de mest komplekse øl, som Bryghuset Robinson nogensinde har produceret. Sun and Steel er en dobbeltgæret lagerøl lavet med japansk saké gær.
Ideen til Sun and Steel opstod i efteråret 2016, hvor Bruce Dickinson mødte George Yusa, som ejer det 300-årige familiedrevne bryggeri Okunomatsu Saké i Fukushima. Bruce Dickinson blev fascineret af ideen om at matche smagen fra øl sammen med Sake og dermed blev grundstenen til Sun and Steel lagt.
George Yusa overdrog i forbindelse med Iron Maidens koncert i Londons O2 Arena i 2017 en prøve af saké gæren til Bruce Dickinson, som sørgede for at den blev videregivet til Bryghuset Robinson. Efter at have fået tilladelse fra den japanske regering til at brygge med gæren, har Bryghuset Robinson arbejdet med at kultivere gæren siden.
Sun and Steel tager sit navn fra Iron Maidens egen sang af samme navn. En sang der findes på deres album Piece of Mind fra 1983, og som er inspireret af den japanske Samurai Miyamoto Musashi’s liv.
Sun and Steel er en hybrid øl, fordi den er lavet med to typer gær. En lagergær til den indledende fermentation, som så bliver efterfulgt af en saké-gær til en anden fermentering. Resultatet? Efter hvad Bryghuset Robinson siger, skulle der være tale om en delikat øl med massevis af frugtsmag.
Sun and Steel, den 6. øl i TROOPER-serien, vil komme på markedet i Storbritannien fra den 6. maj i år i anledningen af TROOPERs 6-års fødselsdag. Vi andre kommer nok til at vente til senere på året før øllen kan købes udenfor Storbritannien.