Smagning med libanesiske vine
Jeg skal blankt indrømme at jeg ikke på noget tidspunkt har tænkt på vin i sammenhæng med Libanon, men for nylig kom jeg på helt andre tanker da jeg deltog i en vinsmagning med netop vine fra Libanon.
Det var reklamebureauet Sopexa Danmark som stod bag arrangementet, der bestod af 2 x MasterClass samt efterfølgende mulighed for at ikke mindst at smage på de mange vine samt få en snak med producenterne om vingården og historien bag. Der var mødt 14 vinproducenter op på Langelinie Pavillionen, på en lidt grålig og regnvåd mandag med fin udsigt over Københavns havn og Kastellet. En af producenterne var en tidligere pilot som nu havde slået sig ned som vinbonde, hvilket var et fortrinligt valg for han kunne byde på nogle særdeles gode vine.
Da jeg intet forhånds kendskab eller forventninger havde til de libanesiske vine, kan man vel godt kalde det for lidt af en blindsmagning. På MasterClass’en blev vi introduceret for 10 vine – 3 hvidvine og efterfølgende 7 rødvine. Det blev så i den grad en positiv overraskelse, for her er der tale om vine som har saft, kraft og fylde. Vinene havde godt med smag, der var på ingen måde noget tyndbenet over dem, der var tydeligt præg af de klassiske druer – heriblandt Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Syrah, Sauvignon Blanc og Chardonnay.