Marqués de Mondovar Rioja Crianza 2014
I den seneste tid har jeg smagt lidt på de spanske røde vine – ikke mindst vinene fra Ribera del Duero og Rioja. Som det tredje største vinproducerende land har Spanien opnået et ry for at fremstille vine med et rigtig godt forhold mellem pris og kvalitet.
Det er forståeligt, hvorfor specielt vinene fra Rioja gennem snart mange år har haft godt fat i de danske forbrugere. Der er både kraft og saft i vinene lavet af Tempranillo, og det har alle dage tiltalt danskerne. At så vinene også er til at betale har ikke gjort det værre.
Marqués de Mondovar Rioja Crianza 2014 er lavet som et blend af druerne tempranillo, grenache og graciano. Der er her tale om en klassisk Rioja, som har ligget 18 måneder på fad. Farven er dyb rubinrød. I næsen er der aromaer af røde bær og lakrids. Vinen har en god intensitet præget af sorte kirsebær, lakrids og et strejf af vanilje fra fadlagringen. En rund og blød vin med velbalancerede tanniner, som gør vinen meget behagelig at drikke.
Marqués de Mondovar Rioja Crianza 2014 er en vin, der vil passe godt til de fleste hverdagsretter – lige fra pastaen over gryderetten til den modne ost.
Skal der dyppes lidt malurt i bægeret (vinglasset) så må det være prisen. Vinen er prissat til 15.95 € (cirka 120 kr.). Det er så næsten dobbelt op på, hvad vinen efter min mening er værd. Marqués de Mondovar Rioja Crianza 2014 er lavet som et ”private label” til forhandleren, og der er således ikke nogen mulighed for prissammenligninger. Ved opslag på producentens nummer kan jeg se, at der er tale om en stor virksomhed, der omfatter flere vingårde og mere end 500 ha vinmarker. Det er let at give rabat når normalprisen er opskruet i forvejen. Hvor herre bevares!
Marqués de Mondovar Rioja Crianza 2014
En god vin (84/100)
Marqués de Mondovar Rioja Crianza 2014 er lavet som et blend af druerne tempranillo, grenache og graciano. Der er her tale om en klassisk Rioja, som har ligget 18 måneder på fad. Farven er dyb rubinrød. I næsen er der aromaer af røde bær og lakrids. Vinen har en god intensitet præget af sorte kirsebær, lakrids og et strejf af vanilje fra fadlagringen. En rund og blød vin med velbalancerede tanniner, som gør vinen meget behagelig at drikke. Alkoholprocent: 13,5%