Lad det bare fra starten være sagt. Ribera del Duero er et spansk vinområde, to hundrede kilometer nord for den spanske hovedstad Madrid, hvor der i dag laves fremragende vine i alle prisklasser. Landskabet er dystert med sine bare flade klippetoppe med en gennemsnitlig højde på 700-800 meter.
Ribera del Duero er ikke præget af maleriske vinlandsbyer, kun nogle få kedelige og ganske ucharmerende mindre byer. Klimaet er kontinentalt, og der er risiko for frost helt hen i maj måned, ligesom frosten også kan forekomme i september måned. Det giver vinstokkene en meget kort modningssæson i sammenlignet med andre dele af Spanien.
Da Ribera del Duero i 1982 blev en denominación de origen (DO) var der kun 14 vingårde i vindistriktet. Det tal er i dag steget til mere end 300 vingårde. Gennem tiden er vinområdet blevet udvidet til at omfatte områder langt ud over, det som nogle vil kalde Ribera del Duero historiske hjerte omkring Pesquera og Peñafiel.
Vinene fra Ribera del Duero har medvind i disse år. Med danske øjne kan vi glæde os over Peter Sissecks succes med vinen Pingus, der har opnået kultstatus verden over. Men det egentlige grundlag for Ribera del Dueros nuværende succes skyldes i højere grad vinene fra det historiske vinhus Vega Sicilia.
Vega Sicilias succes i dag kan tilskrive en mands vision. Tilbage i 1864 arvede Eloy Lecanda y Chaves en ejendom – i dag kendt som Vega Sicilia – på bredden af Duero mellem Peñafiel og Valladolid, hvor han begyndte at omdanne et par hundrede hektar fyrreskov og krat til vinmarker. Han importerede de bedste vinstokke fra Bordeaux og brugte datidens mest moderne teknikker i både vinmarkerne og i vinkælderen.
Eloy Lecanda var mere visionær end forretningsmand. Han gik konkurs, men vingården blev reddet og forsatte sin drift med nye ejere. Takket være det arbejde som Eloy Lecanda havde indledt, begyndte vingården at fremstille vine med stor dybe og lang levetid. Allerede dengang havde vinene fra Vega Sicilia opnået legendarisk status.
Til trods for at Vega Sicilia har skiftet ejere flere gange gennem årene, har vingården altid formået at producere fremragende vine. Vega Sicilia blev i 1982 erhvervet af forretningsmanden David Álvarez, der gav sin søn Pablo ansvaret for driften. Der blev investeret kolossale beløb i genplantning af forsømte vinmarker og i en storslået ny vingård.
I Ribera del Duero er det tempranillo-druen, lokalt kaldet Tinto Fino eller Tinta del País, der dominerer. Ind i mellem understøttes den med lidt cabernet eller merlot. Det er vine, som er kendetegnet ved stor koncentration og en intens, dyb farve. Vinene er fyldige, frugtagtige og meget koncentreret. Det er store og potente vine, gør sig rigtig godt til efterårets simreretter, vildt, oksekød og lam. Fadlagring bruges flittigt i Ribera del Duero og giver nogle fremragende vine, hvor dette bruges rigtigt. Overdreven brug af fadlagring kan have en tendens til at overdøve noget af druernes egen smukke renhed.
Ribera del Duero havde inviteret til en vild vildtaften for at vise hvor godt Ribera del Duero passer til årstidens vildt. I forbindelse med arrangementet var det muligt at smage på 25 forskellige vine fra Ribera del Duero. Blandt de prøvesmagte vine fra Ribera del Duero var de tre bedste vine i hver kategori følgende:
Unge vine og andre uden for kategori
- Majuelos de Callejo 2015 fra Bodegas Cepa 21
Her er smæk for skillingen. Fyldig og intens rødvin. Næsten lidt marmeladeagtig på den gode måde. Her er markante noter af modne skovbær og lakrids. Fadet er fint integreret med vinen. Drikkes: 2019 – 2025.
Importør: Theis Vine - Aalto 2017 fra Aalto Bodegas y Viñedos
En kraftfuld og alligevel elegant vin. Har en kompleks duft af fine krydderier, ligesom man finder lakrids, tobak og sorte bær. En dejlig vin hvor fadlagringen fornemmes men er i en perfekt balance med noterne af trøfler, læder og mineraler. Drikkes: 2019 – 2027
Importør: Theis Vine - Fuentespina 3 meses 2018 fra Avelino Vegas
Masser af røde bær i duften. Velbalanceret og frugtig smag Nærmest lidt fløjlsagtig i sit udtryk. Vil være en god vin til en ret med svampe. Drikkes: 2019 – 2023.
Importør: Coop / Superbrugsen
Crianza
- Convento Oreja Crianza 2016 fra Convento Oreja
Meget mørk, lilla farve. Komplekse noter af modne bær og svesker. Fremstår smagsmæssigt lidt til den lette side. Drikkes: 2019 – 2021.
Importør: Diovino Ceto - Carramimbre Crianza 2016 fra Bodegas Carramimbre
Her er modne bær kombineret med markante noter af krydderier. En blød vin hvor fadlagringen kun giver vinen et strejf af vanilje. Eftersmagen lidt kort – tror vinen ville have vundet hvis åbnet tidligere. Drikkes: 2019 – 2024
Importør: Glud Vin - Alvides Crianza 2015 fra Bodega Casado Alvides
Saftig stil med bløde tanniner, røde bær og roser. Noget slank i smagen og med ikke så lang en eftersmag. Drikkes: 2019 – 2022.
Importør: Taster Wine
Reserva
- Corimbi l Reserva 2013 fra Bodegas La Horra
Her forenes kraft med elegance. En mørk vin med en bouquet af blommer, brombær og krydderier som er fint integreret med egetræet. Et flot harmonisk og afbalanceret vin der har en elegant finish. Drikkes: 2019 – 2028.
Importør: Philipson Wine - Valpincia Reserva 2013 fra Bodega La Luz del Vino
Intens moden frugt. En kraftfuld og struktureret vin med god koncentration. Her er skovens bær, tobak, læder og muld. En flot vin med en lang og vedvarende finish. Herlig vin. Drikkes: 2019 – 2025.
Importør: Dragsholm Vine - 12 Linajes Reserva 2014 fra Viñedos y Bodegas Gormaz
Pæn duft af blommer og svesker. I munden nærmest silkeagtig. Modne tanniner. Meget komplet vin med en god og vedvarende finish. Drikkes: 2019 – 2025.
Importør: Vinens Verden
Gran Reserva
- Mirat Gran Reserva 2005 fra Bodegas Valdeviñas
Her er tale om noget af det bedste, som Ribera del Duero byder på. Intens i farven. En meget kompleks og aromatisk vin. Her finder du modne bær i duften og et krydret præg af lakrids, læder og tobak. En flot vin med bløde tanniner, omfangsrig og med god fylde. Trods alderen er den langtidsholdbar: Drikkes 2019 – 2030.
Importør: Vin & Velsmag - Pradorey Finca Real Sitio de Ventosilla Gran Reserva 2009 fra Bodegas y Viñedos Pradorey
En overdådig vin. Starter med en lidt kogt aroma af brombærkompot. Her er modne bær, sveske og chokolade. Tørre tanniner. En god lang eftersmag. Drikkes 2019 – 2025.
Importør: Holte Vinlager - Tamaral Gran Reserva 2013 fra Bodegas Tamaral
Dyb kirsebærrød farve. I næsen er der karakteristiske og komplekse aromaer af mørke, røde frugter, chokolade og krydderier. Intens smag og næsten fløjlsagtig i munden med en elegant mineralitet. Langvarig finish. Drikkes: 2019 – 2025.
Importør: Lautrupsminde Vin